De orange lyn kommer med på kanotur, når Bakkegårdens beboere tager ud i det blå

Beboerne på Bakkegården i Vejle kommer en del ud ad huset. Noget af det, der gør det muligt for flere at deltage, er De orange lyn. Sådan kalder beboere og medarbejdere de fire RollzMotion, de har på Bakkegården

– Vi lægger stor vægt på at kunne planlægge aktiviteter for så mange beboere som muligt, hvor vi kommer ud og ser og oplever noget og samtidig bevæger os. Der er forskel på hvor mange kræfter, vores beboere har, og det kan også variere fra dag til dag hvor meget, den enkelte kan. Vi oplever, at De orange lyn giver tryghed, fordi de kan bruges som henholdsvis rollator og transportstol. Som rollator hjælper RollzMotion til, at beboeren måske kan gå lidt længere, end det var muligt uden støtte. På den måde får de mere fysisk træning. Hvis der bliver behov for at sidde lidt undervejs, laver vi bare rollator om til transportstol. Det gør, at flere har mulighed for, og er trygge ved, at deltage i aktiviteterne. Og jeg tror, det er med til, at vi kan motivere nogle til at komme med, som ellers ikke ville, siger Kathrine Abilgaard, som er ergoterapeut på Bakkegården.

Mette Aalbæk Adriansen er fysioterapeut samme sted, og hun supplerer: – Ja, og de er også praktiske, når vi er på tur med vores bus. Før havde vi plads til én kørestol i bussen, men vi har fundet ud af, vi kan have fire RollzMotion med i stedet for. Så nu er vi ikke længere begrænset til kun at kunne have én beboer, som har brug for at sidde ned undervejs, med på bustur ad gangen.

På kanotur

Mette og Kathrine fortæller: – Vi havde engang De orange lyn med på en kanotur, hvor vi var af sted med overnatning. Ja, vi havde dem godt nok ikke med ned i kanoerne, men vi brugte dem, når vi sad og spiste eller drak kaffe, for vi sad ved de her bord/bænke-sæt, der står rundt omkring ude i naturen, og de har jo ikke nogen ryglæn. Det kan godt være hårdt at sidde længere tid uden ryglæn, så der blev De orange lyn nærmest brugt som en slags udvidede campingstole f.eks. når vi sad omkring lejrbålet. Det fungerede rigtigt godt, vi kunne faktisk godt have haft nogle flere lyn med.

Det var beboerne, der begyndte på at kalde dem De orange lyn

– Ja, og nu kalder vi dem alle sammen kun det. Måske er det fordi, der er sådan lidt Ferrari over dem, smiler Kathrine og Mette. Vi kan faktisk også se, at flere af de beboere, der går med RollzMotion, er nogle af dem, der ellers ikke gerne går med rollator. Der er, fuldt forståeligt, nogle, der synes, at det at bruge rollatoren minder én om det, man ikke længere kan. Men ud fra et træningsperspektiv synes vi selvfølgelig, det er skønt, at de, der ellers har modvilje, gerne vil gå med Den orange.

Alle må bruge dem

Vi kan se, at både vores kolleger på afdelingerne og de pårørende bruger De orange. De pårørende har nemmere ved at klappe en af De orange sammen og smide den i bilen, end hvis de skulle have kørestolen med. Det gør, at der er nogen, der kan komme ud, som ellers ikke ville komme ud.

Vores kolleger på afdelingerne bruger dem også indenfor i huset. Det er en kæmpe fordel, at de er så nemme at lave om fra rollator til kørestol og tilbage igen, og det er også godt, vi har fire. Havde vi kun haft en, og den hele tiden var i brug, når man selv skulle bruge den, så ville man nok hurtigt miste interessen.

Vi havde egentlig ikke tænkt dem så meget som aflastningsstole i huset, det er ligesom bare noget, der er sket af sig selv. Og det er rigtig smart f.eks. til en beboer, som ikke har en fast rollator eller kørestol, men bare har et par dage uden så mange kræfter. Eller til en beboer, vi har søgt rollator til, men hvor der er lidt ventetid til den kommer.

RollzMotion er en ergonomisk rollator, der nemt og hurtigt kan ændres til at være en transportstol, som du kan bruge, hvis du får brug for et hvil undervejs. Mange oplever, at RollzMotion giver dem ny lyst – og evne – til at fastholde motion og bevægelse i dagligdagen. 

RollzMotion fås i flere forskellige farver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *